mandag den 9. februar 2015

Derfor er jeg bange for bræk

Jeg har døjet med angst og fobi storset hele mit liv. Det har begrænset mig så ufattelig mange gange og gør det stadig. Jeg er en pige på 18 år som har gået til psykolog i en del år med min angst og min fobi. Jeg skriver ikke dette fordi jeg vil have folk skal have ondt af mig, men tvært i mod til de mennesker der måske sidder i samme båd. 



Første gang
Jeg var ganske ung første gang jeg fik et angstanfald, nok omkring de 8 år. Min mor var syg, ikke alvorligt syg men blot influenza, men hun kastede rigtig meget op. Jeg var så bange, så bange, at jeg lå med hovedpuden over mit hoved og græd, mens jeg mærkede hvordan hjertet bankede afsted, med en hast jeg aldrig havde prøvet før. Jeg havde rigtig svært ved, at trække vejret og hele min krop var et stort krampetræk. Jeg vidste ikke hvad der skete med mig, men jeg huske det meget stærkt.
Der gik så heldigvis nogle år, før jeg skulle opleve dette igen.
I 6 klasse omkring februar, skulle jeg på tur med resten af skolepartolien til Sverige. Jeg havde glædet mig så længe til denne tur, men det jeg havde glædet mig aller mest til, blev den værste tur jeg havde prøvet i mit liv.
Denne tur var starten på den fobi jeg stadig kæmper med i dag.
Vi skulle afsted med bus klokken 03.00 om natten fra min daværende skole, jeg sad med min bedste veninde og havde det egentligt ret sjovt. Omkring kl. 06.00 om morgnen skulle vi med en færge til Sverige, men vejret var forfærdeligt. Blæsten var næsten på stormstyrke og husker bølgerne som, at være flere meter høje. De mennesker jeg følte mig aller mest trygge ved, kunne jeg ikke længere føle mig trygge ved, da de alle lå og brækket sig på gulvet. Færgen gyngede så meget, at ingen kunne stå op. Brækket flød fra den ene side af båden over til den anden side. Jeg var den eneste der ikke var søsyg. Jeg gik udenfor for, der vidste jeg en af mine venner stod. Jeg snakkede lidt med ham, han virkede ikke så syg, men et kort sekund efter brækker han sig ud over kajen.
Jeg løber ind igen for, at finde min lærer, men selv min lærer lå med en brækpose over hovedet.
Min krop var gået i overlevelse og jeg kunne ikke mærke frygten i dette øjeblik, men pludselig ramte det mig og i chok løb jeg ind i butikken som egentligt var lukket, men jeg fik lov til, at komme derind. Jeg løb ind under kassen og lå der og græd. Jeg husker ikke så meget derefter, tror jeg besvimede, alt blev i ihvertfald mørkt. 

Det eneste jeg husker er, at jeg igen sad i bussen.
Vi var ikke nået så langt, før vi stoppede ved en slikbutik. Alle løb ind og købte alt de slik de kunne spise, jeg gjorde ikke, jeg følte mig mæt af morgens begivenheder.
Vi havde ikke kørt mere end en time, før en af mine venner der sad bag mig i bussen brækkede sig lige i nakken på mig. Alt det slik han nettop havde købt, var nu i nakken på mig.
Jeg husker ikke så meget, kan bare huske jeg prøvede, at smadre ruden på bussen, selvom jeg vidste vi kørte på motorvejen. 

Vi nåede vores hytte og vi fik lavet aftensmad, men jeg var alt andet end sulten. Jeg gik direkte i seng og omkring 07.00 næste morgen vågnede jeg med et chok og satte mig direkte op, hvorefter jeg selv kastede op.
Resten af skiferien, som ellers skulle have været en sjov tur, havde jeg 39 i feber og dårlig mave.
Hjemturen gik smerte frit, fik en masse beroligende medicin, så jeg sov de 11 timer det tog, at komme hjem. 

Årene efterfølgende
Fobien blev være og være og videreudviklet sig til en angst, som stoppede mig i min hverdag.
Da den var værst kunne jeg nærmest ingen ting. Hvis jeg hørte folk hoste kunne jeg få en desideret angst andfald, hvor jeg græd, hyrperventileret, rystede, hvor mit hjerte hamrede med 100 km i timen og var konstant på vippen til, at besvime.
Jeg kunne ikke se film hvor folk hostede eller brækkede sig, jeg kunne ikke tage til fester, jeg kunne ikke snakke om det uden, at græde og jeg blev bange, hvis der var nogle der gik ud af et lokale, for jeg var overbevist om, at de skulle kaste op.
Jeg var bange for alt og undgik mange ting. Jeg lukkede mig ind og var bange for, at komme i skole. For hvad nu hvis, der var en der brækkede sig. Jeg blev selv bange for, at blive syg.


Efterskole
Jeg valgte, at tage på efterskole fra 2013 til 2014 på Himmelbjergegnens natur - og idræts efterskole. Hvor jeg kunne have min hest med. Dette var meget vigtig for mig, da jeg vidste min hest altid var der for mig, selv i de sværeste tider. Jeg ved godt, det måske lyder lidt mærkeligt, men min hest har hjulpet mig igennem mange svære perioder.
Efterskole året var rigtig godt for mig og jeg udviklet mig meget, på så helt ufattelig mange måder.
Jeg havde gået til psykolog længe før jeg startet på efterskolen, for ligesom, at se om vi kunne få denne angst væk. Den var blevet meget bedre, men da jeg fik noget depressions ligende på efterskolen kom den desværre stærkt tilbage. Jeg vågnede om natten i frygt for, at jeg selv skulle kaste op eller at mine roomies skulle. Jeg begyndte igen til psykolog, hun hjalp meget med, at holde det hele lidt i skak.. Men efterskole året var helt vidunderligt. 


SkanderborgfestivalSidste år tog jeg på Smukfest/Skanderborgfestival, som var en kæmpe udfordring for mig, selvom jeg var 17 år. Jeg vidste sandsyndligheden for, at der var nogle der brækkede sig, var stor, men jeg tog afsted alligevel. Jeg gemte mig tit inde i teltet med høretelefoner på, for så var jeg sikker på, at jeg ikke kunne høre når folk kastede op. Men det var også en kæmpe sejer for mig, i det jeg kun fik et angst ligende anfald en gang. 


Nu (februar 2015) 
Jeg er lige kommet hjem fra Island, hvor jeg har arbejdet i en måned og det er efterhånden ved, at være længe siden, at min fobi har stoppet mig. Jeg arbejder stadig på den og vågner stadig om natten, fordi jeg er bange for, at skulle kaste op, men den begrænser mig ikke på samme måde længere. Til sommer vil jeg til Roskildefestival og jeg glæder mig.
Jeg har fået en kæreste som hjælper og støtter mig igennem alting og det gøre det hele meget lettere.
Jeg har dog lidt svært ved, at drikke mig fuld, da jeg er bange for tømmermændende, men jeg går i byen og nyder mit ungdoms liv. 


- Frederikke. 




 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tak for din søde kommentar! :)